NYT I POESIEN:
Nat i haven
En finregn blev til stjernepragt i nat, og nu er himlen høj og vinterklog, småskyer damp af gryder gået af kog i køkner trætte kokke har forladt,
og emmen blegner stadig mere mat imod det diamantbesatte låg, en ro som ellers kun i tomme tog før morgenholdet kommer og tar fat.
Holdt op er Eyjafjöll nu med at snavse vort luftrum til, jordrysteren har slækket sit greb om Port au Prince, man ser på vejret
og mærker havens træer er blevet tavse, de mumled før så blidt og fik én vækket, hvad det nu var de måtte sige gærdet.
In memoriam Saint Exupéry
I Jeg husker lavendlerne, husker klostret husker Provence. De var der ikke, jo, men de blomstrede ikke, de stod tørre på markerne ved klostret i Provence.
Jeg stod ved de tørre marker omkring klostret i Provence og prøvede at tegne lavendelmarkerne, men de blomstrede ikke, lavendlerne.
Jeg husker de frodigt blomstrende lavendelblo marker fra et billede: klostret i Provence, Cistercienserklostret, men navnet husker jeg ikke. Det er meget berømt,
klostret i Provence, Provence er meget berømt, det er ikke det fjerneste provincielt, det er provencalsk. klostret, det kloster hvis navn jeg ikke husker, lavendlernes kloster.
II I digtet er alle aftner grå I digtet er alle aftner tavse I digtet er alle aftner måske alligevel ikke altid grå men har et vist guldagtigt skær i digtet.
I digtet er alle grå aftner I digtet er alle dage omme næsten allerede på den anden side ikke nærværende snarere har de et vist skær af uvirkelighed. I digtet.
I digtet er alle aftner I aften er alle digte grå.
III Det skal man være glad for. Tænk om kaffen faktisk lavede sig selv! Se bare hvordan verden har det. Her laver folk sig selv, og her er ikke til at være for folk. Så hvis også kaffen -
Hvem skulle drikke al den kaffe der lavede sig selv? Hajerne måske? De store hammerhovedede? Men drikker hajer over hele hammerhovedet kaffe? De guffer druknede piloter, og de drikker kaffe. Af termoflasker, og måske snupper hammerhovedhajerne termoflasken nu de er i gang.
Eller bierne? Så man kunne få honning med kaffesmag og hvor godt ville lige dét være?
Ja, men altså? Måske ville det ikke være så tosset? Måske skulle man være glad hvis det var sådan at kaffen lavede sig selv? Så behøvede postflyverpiloter ikke termoflasker, for kaffen lavede sig selv, og i alle fald ville det være bedre end hvis kælderen løber fuld af kloakvand. Kaffebrunt kloakvand. Åvand. Havvand. Smeltevand fra iskappen omkring nordpolen. Alt det vand. Så er det da bedre med en kande kaffe i stueetagen. Og hvis det så lavede sig selv. Så var der ingen postflyverne der druknede i vand i det mindste.
Tre sole er ikke for meget Det skrev Frank Jæger i sin italienske digtsuite i Tyren 1953, og derfra lånte jeg det som titel til den antologi jeg har samlet af digte fra den danske lyrik, digte der har italienske motiver. Danske digtere i Italien er dens undertitel, og de har stort set været der allesammen - dog ikke alle sammen! For den ældste er A. W. Schack von Staffeldt som var der i 1797-99, og de nyeste er Pia Tafdrup (2007), Thomas Boberg (2009) og mig selv (2011). Italien har haft en overvældende betydning for dansk litteratur, digternes rejser og ophold i Italien har sat sig dybe spor i hvad de har skrevet, nogle af de fineste romaner og noveller i dansk litteratur har italienske motiver, H.C. Andersen, B.S. Ingemann, J. P. Jacobsen, Karen Blixen, Ib Michael bl.a. Det er imidlertid så vidt vides første gang lyrikken får sin egen behandling, men det er jo også først nu i 2011 at den europæiske lyriks læremester, Francesco Petrarca er blevet oversat til dansk. Antologien er en gave til alle de gymnasielærere og -klasser der tager på studieture til Italien. Af mine egne digte er der:
Firenzes katedral
Firenzes katedral i måneskæret Betar os helt når vi går hjem fra kroen, De marmorplader i en salig groen Så højt som nakken klarer; se i vejret
Rosetter, kranse, felter, alt som næret Af en ånd som søger himmelbroen Og hugger ud af kloden det som troen Bekræfter er et tegn på livsbegæret.
Dens tillid til Guds billed tog for givet At tanken lod det virkelige komme Til live som alt stort og skønt herneden.
Så højt har Brunelleschi elsket livet At han greb kuppelformen i det tomme Og skabte klarhed af mangfoldigheden.
Firenzes lyd
Firenzes lyd er horn fra ambulancer, Bestandigt gjalder der en djævelsk tuden. Man tænker sig slet ikke byen uden Den grelle lyd der varsler om vakancer.
Lydbilledet opviser da nuancer: Ved aften buldrer stik på svinehuden Som trommeregnens dans på vinduesruden Der træder samme værdige kadencer.
Og hvert kvarter vil kampanilen klemte Så lydt man tror at hele torvet rokker, Og der er jazzkoncert i byens gader.
Således konkurrerer kirkeklokker Som slår til andagt, med de lystigt stemte, Og dem hvis tuden varsler grumt om skader.
og Sienas måne
Sienas måne steg så rund i dalen, Stod gul og klar trods aftenhimlens lysen Og håned søster Sol med strålekysen, Den ved at den i nat beholder valen.
Sienas måne måler med sin egen alen For den har ingen fejl på hypofysen, Den vokser, svinder bort igen, og gysen Går gennem den der fatter månetalen.
Således hævder den selvstændigheden. Vel blegner den når solen så tar magten, Men trodser ved at holde plads og bane.
Men reagerer solen på foragten? Og får den vrøvl med sjæls- og verdensfreden? Hvad bryder den sig om det mytomane?
Tre sole er ikke for meget - Danske digtere i Italien er udgivet på Forlaget Mellemgaard og kan købes i enhver boghandel.
Bogen præsenteres i Greens Boghandel, Sorgenfri Torv 20, Virum lørdag den 10. september kl. 12.00 og i Det Italienske Kulturinstitut, Gjørlingsvej 11, Hellerup tirsdag den 13. september kl. 19.00. Her medvirker Maria Giacobbe, Pia Tafdrup og Bodil Weyde sammen med ham der samlede og kommenterede.
Se Nyheder her på hjemmesiden
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤ Petrarcas enestående italienske digte for første gang sensationelt gendigtet til dansk i den første komplette udgave nogen sinde på noget nordisk sprog: CANZONIERE ELLER SANGENES BOG PÅ DANSKE VERS. Forlaget Multivers 14. maj 2011.Se Lars Bonnevies anmeldelse ("mageløs oversættelse") i Weekendavisen/Bøger 1. juni 2011
- Se også www.Ordret.dk/Petrarca og Ordret.dk/Nyheder
ELLEKROGSELEGIER en samling nye digte i de klassiske former goetheske elegier og petrarkaske sonetter fra Ellekrogsområdet mellem Vedbæk og Gl. Holte, fra den store verden (Cairo, Utah, Toscana, Provence og andre steder) samt fra digterens tænketank (på Ellekrogen). Det Poetiske Bureaus forlag.
HERI den petrarkinske sonet
Rosen
En gang i timen tænder der en rose - Den store busk der har de dunkle røde, En gang i timen la'r den nye gløde, Så man bevidner en metamorfose. Hvad gengi'r at en rose la'r sig føde? For blomsterspringet har man ingen glose På noget sprog, balletten ingen pose - Det bli'r sankthans. En årsdag for et møde, Det første, i en dans som aldrig endte, Hvortil et drenget buk engang var kimen, Der gav momenter vi har følt som dette At rosen sætter blomster, én i timen, Et rødt mirakel midt i alt det kendte Med denne glød ret nær det violette.
I Politiken den 7. juli 2011 skriver filosoffen og digteren Rune Engelbreth Larsen bl.a. således: Naturligvis har han (:Petrarca) også sat sit præg på oversætterens egne digte, senest digtsamlingen Ellekrogselegier (2011), der blandt andet besøger Vaucluse, hvor Petrarca boede en årrække. Til denne dal - kan vi læse hos Sørensen - "Kom Ingemann og digted om hans skæbne/ Mens Andersen beklaged at han rejste/Forbi den kilde der er selve digtet,/ Europas vers, det sejl Petrarca hejste/For sin sejlads, han kunne bare væbne/Sig med de ark - og se om de har svigtet."
Vaucluse
Til dalen, den ved Sorgue man kalder lukket, Vaucluse hvor vandet strømmer frem af fjeldet, Det sted hvis skønhed fik ham overvældet Og kaldte fryd og tåre frem, og sukket, Hvor aldrig elskovsilden helt blev slukket Og aldrig heller fik lagt låg på smældet Fra rim og rytmer ingen tid forælded, Sonettens klang der står som kobberstukket, Kom Ingemann og digted om hans skæbne, Mens Andersen beklaged at han rejste Forbi den kilde der er selve digtet, Europas vers, det sejl Petrarca hejste For sin sejlads, han kunne bare væbne Sig med de ark - og se om de har svigtet.
SE her på hjemmesiden Nyheder
Digte i særtryk: Digte til Francesco Petrarca Italienske digte finlandsdigte fra alle årene Digte fra Vaucluse Onomatologi en sonetkrans
alle trykt med vignetter på godt papir: 20,- + porto
Bestilles pr E-post: kirsoeren@pc.dk. Angiv modtagernavn og -adresse. Letteste betalingsmøde: send beløbet i frimærker. Velegnede til værtindegaver, julepost, læsning.
Andre særtryk fremstilles efter aftale.
Jazzdigtene fra Troldspejl på engelsk ved digteren John Mason marts 2011: So what the fuck kind of number is fifty?
Dedicated to Nakskov Jazz Club
I
We have walked on Golden Gate Bridge And gazed over at Alcatraz The San Francisco skyline and in across the bay We arrived one day in September so what the fuck kind of number is fifty We flew, oh we flew and the day never came to an end the hands of the clocks fizzed round like tops Evening came, night came, the small hours came And the light never dimmed or died so what the fuck kind of number is fifty We flew in across the bay behind Frisco and the sun went down On the ends of the earth, we'd reached the ends of the earth And we once told each other we'd walk to the ends of the earth hand in hand so what the fuck kind of number is fifty And now we were there Carsten Jensen has seen where the earth began We saw where it ended and the surf seethed like Max Roach's Drum kit and just as he slammed the tomtom The seals stuck their heads up where the ends of the earth Let off steam in a rhythm that seethes in neoboptempo so what the fuck kind of number is fifty And the sky went the colour of eyeballs clouded with cataracts And often the blind are most filled with music and Sonny Rollins' tenor Sounds the way the fog looks out over the bay near Frisco and the city And all the time the seals sticking their black tomtom beats Up through the hissing surf of the drums and my brain matter becomes one With the bubbling bass line for jazz is the sound of the city Belongs in narrow channels cut for the primal flood here between the facades Of houses shop-windows clothes-stands on pavements bookcases and worn-out shoes There where human masses rain in torrents and rhythm is born There where the feet of many walk And on Golden Gate Bridge many feet are walking and the huge pylons Rise skyward like being whammed by big band sections trombones I'd say And they're glowing in the steaming fogbanks here where they played so what the fuck kind of number is fifty or even for Chrissakes fifty-six The winter after they started jazz poetry Jack Kerouac Ginsberg that Allan you know IAnd his expression on his face was as calm beautiful and profound as the image of the Buddha Represented in the East, the lidded eyes the expression that says All is Well But on stage down there in Scandinavia we beat them - What's Nakskov 'gainst Frisco
Or the breakers out on Plutø island against the cliff-walls out by
The entrance to Golden Gate you may well ask - and the answer is poems for jazz
A purling soft clarinet and a bassline around some stanzas
So what the fuck kind of number is fifty - we got there first
II
Blues is from the outback is home among marsh and woodland and steppe and mountain The dunes at Paramount Springs when the stars above the desert are The only light you can see and distances are suddenly galactic and the deck of The guitar is a sheet of tin like these on the outhouse And it's hopelessly out of tune You can sing blues when the spring tide rises and the seawalls out behind the wharf Are awash with water and even Enehøj sandbank has sunk A winter when everything closes down and the country's white all white Even the trees in forests and hedges it's all extremes but jazz is the city's Asphalt and cobbles and neon adverts even on Søndergade you can play jazz The seething sizzle cymbal's a city thing And the bass is the pulse that beats on the streets Thelonius Monk's a child of the city Round 'bout Midnight and Parker plays Now's the Time and a prairie despair is oceans away. Blues is from the outback Is home among marsh and bog and juniper among houses with boards For windows hovels demolished in Ravnsborg council - up yours - and hopelessly out of tune The blackbird out in Sæbygård wood sings Ain't Misbehaving And you'd better believe it For that ain't no blues and can a blackbird be so lonesome that it Will sing the blues - I don't think. Blues is from the outback From the Middle of Nowhere 'cos that's somewhere I've been, and it's way out in Lapland
III
I am dreaming waking dreaming and Between two dreams I meet A look from the pillow next to mine and dawn
Is just a stretch of linen cloth (undyed Flemmish flax) But the look is the sky over Plutø island One night in early summer so long ago Plum blossom stood out white on the low-lying bank The chink of crimson sun had pushed north over towards Frederiksdal and there in a straight line looking
Out across the fjord to the south of Enehøje It was blue was heaven and pure The stars must have gone on summer holiday
Or something that between two dreams Over the lowland almost concealed by the fjord The high vault of sky
And the pillow beneath your head
IV
We were prepared we sang Saint James' Infirmary All the time and we knew it could go wrong We were prepared and we were also of one mind If the war came we would take arms It was the 50's there was not the slightest reason To survive the atom bomb and all that Even then The world was ruled by madmen So we sang Saint James' Infirmary With feeling And it is true I have seen my baby Stretched out on a long white table So cold so sweet On a hospital bed have held Held hands held tight with arms Round shoulders round the small Of her back and held Operating theatres hospital wards Sickbeds but the undertakers We have kept at bay Have sung them away
White yes Cold yes Lovely yes dead no It'll come never fear it'll Come and we are prepared yes We sang it all the time or rather I did And when John played along We took it in G minor it suits Wind players better and it's all the same On the guitar (there's not much a barré can't handle) So we didn't take the high fifth in the A minor chord But the third in C like all the others Armstrong and them And there's nothing like technicalities For driving out thoughts Of your baby white and cold so dead so fair Stretched out on a long white table In the mortuary at Saint James' Infirmary Or the chapel behind the hospital on Hoskiærsvej I'll sing it just one more time In E minor I went down to Saint James' Infirmary I saw my baby there
Mi manca la luna
Fra essen, dér hvor Eros' pile smedes Af guld og bly, ses hvidlig røg opstige, Og essens sorte slagger danner rige Lavineskrænter hvorhen blikket ledes.
En torveplads - man mindes Archimedes Som sad og tegned cirkler og fik sige: Forstyr mig ikke. Men der er i krige Vel intet sted en tankens mand tør fredes.
En fornem kyst, men, kære, hvor er månen? Og her er næsten heller ingen stjerner - Er det på grund af klodens krumme skrånen,
Eller har de djinner der går rundt og fjerner De himmeltegn der kunne fjerne fokus Fra mytens og frasagnets spiriti locus?
Naxos Giardini 13. juni 2010
Hvad er det for tider
Was sind das für Zeiten, wo Ein Gespräch über Bäume fast ein Verbrechen ist. Bertolt Brecht 1938
Hvad er det for tider hvis det blot at tale om træer skal være en forbrydelse - det har nogen sagt og én har skrevet - og det skal være en næsten kriminel handling fordi man så fortier tvillingtårnene i New York, undergrundsbanen i London, overgrebene i Graibfængslet, bomberne på Bali, for ikke at tale om Øhavet Gulag , Auschwitz, My Lai og Tell el Zatar og i stedet giver sig af med plataner, citrontræer, værdige graner, både omorica og almindelige rød-, egene i skoven ved Jægerspris eller dem der gav Æbelø navn.
Og hvis det er sandt, hvor meget værre vil det da ikke være overhovedet at nævne roser at vove bare at tænke ordet roser, ja, men så i det mindste Hans og Sophie Scholle og Weiße Rose og modstanden mod nazismen, det kunne man måske, men ellers roser?
Én ting er at de største har digtet om roser, Shakespeare at selv om de hed noget andet, ville de alligevel være det, og Goethe, og hvor meget større kan det blive, Shakespeare og Goethe, hva'? Det skulle da være Dante, og han har også, men værre er det at hver evige wannabee også, roser kan man altid falde tilbage på, de er lissom lyrik med stort Y, ikk'?
Mig skræmmer de ikke, jeg tager gerne til orde om træer. Eller roser. Hvorfor ikke? De er da så dejlige. Roserne i min elskedes have, hækken med de lyserøde roser på torvet i Trørød, og selv har jeg stået i Rosenborg have og læst op af mine digte. Et digt om roser er dagens gode gerning - på gartnerære.
Midt i alskens ondskab.
Pan i Norrland
Skoven er på kant med kærret Selv luften dirrer Aspen undertrykker sin rædsel bævrer for den mindste vind. Blot skyggen af en sky får fjeldet til at stejle.
Mit første digt
Mit første digt? Det findes ikke mere, Vi flytted snart derefter, da forsvandt det, Jeg antar ikke far og mor forbandt det Med noget det var værd at konservere.
Motivet mindes jeg, kan retablere Min afsky for fascismen som forvandt det Totalforlis den led i Rom og blandt det Gemene folk og fortsat ku' regere
Madrid og fortsat slavebinde folket, Velsignet af den stormagt der jo ynder Pesetasfrihed frem for tankebaners.
Således skrev en tolvårs. Man begynder At føle hvordan livet kan bli tolket Når gaven han fik er en åndemaners.
6. maj 2010
Floden er
Floden er et ja bekræfter én lang bekræftelse 652 km ja 1540 kubikmeter i sekundet ja åben oventil et langt ja til hvad der så kommer ovenfra nedenfra fra siderne den tager hvad der kommer ja den gør
Regnen vælder ned i den floden er ét ja dråbe efter dråbe slår ringe siger ja til ringenes vand forener sig med det ja når de følgende dråber slår ned lige så længe bygen står på til bygen stilner af eller trisser videre over vådmarker langs floden med ris, enge med blomster, marker med majs sågar tomatplanteringer ja
i strømmen står der dråbekratere endnu et øjeblik og er et øjeblik et forbløffet åbnet glughul var det den sidste?
Og floden er ét ja der er fler hvor de kom fra
Ned fra alle bjergsider gennem v-dale vælder der vand det var vand det er vand det bliver vand det der var sne selv iskapper drypper ud og er vand det rinder og rinder og rinder bliver biflod gnaver sig vej over stok over sten når så floden som er ét ja og føjer sig trygt om den nyankomne masse af vand.
Floden er et ja det afviser ikke en digter der skal fra Parma til Verona men hellere ville den anden vej strømmen er tålmodig overmægtig 1540 kubikmeter i sekundet kan man bare sige ja til omend modstræbende hans tanker håner den de længes mod en anden flod et andet sted.
Den hører ham sukke efter la Sorgue og siger ikke desto mindre si, si si, de små toppe i strømme tæller til elleve, fjorten gange elleve stavelser Po, ben puo' tu portartene la scorza di me con tue possenti et rapide onde Si mumler Po for Po è si og aldrig no jeg løber her jeg strømmer af sted Floden er tanke den suger alting til sig bærer det så troligt som lombardiske okser bærer druer kan den tage den kan den også tage den og i elleve stavelser i fjorten vers Si, siger Po, Po è si. 16.3. 2010 Digteren er Francesco Petrarca, digtet Sonetto CLXXX i Canzonieren
Il pleut, il pleut, bergère
Det regner, strømmer ned, hyrdinde, Og jeg, hyrdinde, jeg er skorstensfejer, Forhindret i at gøre som jeg plejer, At danse om på tagryg, tårn og tinde -
Hvad jeg i tørvejr klarer som i blinde. Jeg færdes på hver rygås hvor jeg leger At jeg står højere end godsets ejer Og skuer frit med alle fire vinde.
Sådan, hyrdinde, er vel arbejdstøjet Sodsværtet, manden selv den fuglefrie Nu vejret viser sin vandpantomime,
Og selv om verden vil at vi skal tie, Går talen desto hedere med øjet Når du indbyder mig til hyrdetime.
3. maj 2010. Titlen er et citat fra en berømt fransk vise af d'Églantine indlagt i operaen Laure et Pétrarque 1770'erne
|
|
