Forskning
I STUDEREKAMMERET
"- Ja, så du vill forska, vi var rädda du ville studera."
"Magnifik historieskrivning" Svenska Dagbladet
Sommeren 2011 står i Petrarcas tegn. Hans position i dag, hvor der forskes og udgives værker på mange sprog, behandles i en artikel til Litteraturtidsskriftet STANDART, og til Magasin fra Det Kongelige Bibliotek har jeg afleveret en artikel om hans klassikerlæsning, hans store glæde med Virgil, Horats og Ovid, Cicero, Seneca og kirkefædrene Boëthius og Augustin.
Inden længe går jeg i gang med den endelige udformning af en litteraturhistorisk/historisk biografi om Francesco Petrarca til et forlag i Stockholm.
I september udkommer antologien Tre sole er ikke for meget på Forlaget mellemgaard; udover 101 digte af danske lyrikere fra Schack von Staffeldt og Oehlenschläger over Ingemann, Chr. Winther, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen frem til Klaus Høeck, Peter Laugesen og Pia Tafdrup indeholder bogen et bidrag til historien om forholdet mellem Italien og Danmark som det kan læses ud af hvad digterne de sidste 215 år har skrevet fra oplevelser i det skønne land. Antologien præsenteres 10. september i Greens Boghandel, Sorgenfri Torv 20, Virum oh 13. september i Det Italienske Kulturinstitut, Gjørlingsvej 11, Hellerup. Øvrige medvirkende: Maria Giacobbe, Pia Tafdrup og Bordil Weyde.
Den anden nordiske konference for aktive i litteraturselskaber og forskere ved litterære museer og institutioner afholdtes 19. - 21. august på Comwell Borupgård i Snekkersten. Temaet var Klassikerne og nutiden- et forhold der fremstår klart i mit eget forfatterskab som i så mange andre aktuelle nordiske forfatteres.
I min velkomst udtalte jeg bl.a.:
Forleden dag stod en af mine gode venner på en lille ø ved kanten af Bagsværd Sø, eller nej, han sad på en høj stol og sang: Febus förnyar de gyllene skyar, kring städer och byar bestrålar vår syn; og ja, det er en af de måder en digter kan sige det er morgen på. Men der er noget særligt ved den solopgang over Stockholms inderhavn, for den der gør dagen ny, den der får synet op for verdens og livets herlighed, er Febus/Phoibos/den strålende der også hedder Apollon og er musernes anfører, den græske gud for digtekunsten, i billedkunsten gerne udstyret med en lyre. Det er stæder og byer der får hans strålepragt, det er poesien der bestråler vort syn, poesien båret frem af musikken, digteren, og det er jo Carl Michael Bellman, giver stedet stemme, og 150 år senere kan en anden apollondiscipel med sandhed hævde at den natur som du besjungit än din diktnings prägel har. Vi har lært at se vore omgivelser, vore stæder og byer, af digterne. Den danske senromantiker Chr. Richardt skrev 100 år efter Bellman at vi skulle se på Danmarks kort, se så vi det aldrig glemmer, til hver plet har fået stemmer, og han vidste som vi ved, og som vi nu skal bruge et par dage til at dokumentere og drøfte, at det er digterne der har givet alle disse pletter stemmer, ja, men har lært os at se. Sommer var det, i et Hjørne af Hegnet, Stundom når jeg vandred, eller sejled og ude fra Skagerrak så dette landet som det stiger fram, furet, vejrbidt over vannet, så at lien var fager, ser den dag i dag Blommande sköna dalar stråla av sällhet då; klarare våren talar, bättre vi den förstå. Det er sagen: bättre vi den förstå, endnu mere: bättre vi det förstå, livet nemlig. Somme tider siges det at litteraturen løfter, at skønne, indholdsrige ord kan få én til at svæve. Vigtigere er det måske at det får os til at finde fodfæste. Kristendommen blev introduceret i Mälardalen mange århundreder før Carl Michael Bellman skrev om solens og kunstens gud Phoibos Apollon. Der er guder og der er Gud, og der er ord og der er virkelighed, men der ville ikke være nogen virkelighed uden ord, ordet skaber hvad det nævner, og Apollon er et poetisk billede, en digterisk tradition, et symbol der kalder alt hvad man har læst og hørt før, frem for ens tanke. Folk der skriver, er folk der læser. Det er emnet for denne den anden nordiske konference for aktive i litterære selskaber og ved litterære institutioner, for forfattere, for forskere, for læsere og bogelskere. Folk der vil gøre litteraturen gældende, se til at erindring og erkendelse, udsyn og indsigt går hånd i hånd, samler sig om en Martin Bagge med guitaren i skødet og oplever at ikke blot fornyer sol- og digteguden de gyldne skyer og bestråler vort syn, digtningen fornyer vor erkendelse, vor forståelse, vækker begejstring, skaber glæder. Så meget mere er der grund under ordet VELKOMMEN. Velkommen til digtningens verden, velkommen til Borupgård her i Snekkersten hvor Henrik Pontoppidan for 100 år siden sad og skrev en roman der lever, De Dødes Rige, her få kilometer øst for slotsruinen i Gurre, der mere end noget andet er en plet der har fået stemmer, mange stemmer, Ingemanns, H.C. Andersens, Heibergs, Chr. Winthers, J.P. Jacobsens, ja Frank Jægers, ved indsejlingen til sundet der forbinder vore lande. Og dernæst TAK fordi I kom, det er velkomment at vi er så mange mennesker med lige så mange litterære erfaringer, forståelser og opfattelser. TAK til jer der til at begynde med sagde ja til at fortælle om jeres oplevelser af og med litteraturen, og TAK til Nordisk Kulturfond, til Statens Kunstråd, til Ingwersenske Fond, til Borgmester Peder Christensens Fond for Nordisk Samarbejde, til Blicher Selskaber for at gøre konferencen mulig. Der er en utrolig mængde af litterære udsagn, i digte, noveller, romaner og essays om glæden ved at læse, om trangen til at læse, mange vil dukke op i løbet af de timer vi her tilbringer sammen. Selv holder jeg meget af Bertolt Brechts kinesiske løveskultur i terod: De gode glæder sig over din ynde, de onde frygter dine kløer. Den slags ville jeg gerne høre om mine digte.
Goethe og kirketårnene.
Dansk og historie var mine hovedfag til lærereksamen. Som afslutning afleverede en hovedopgave i hvert af fagene, og de udgør på deres måde de første forskningsprojekter jeg har gennemført: Johann Wolfgang Goethe: "Faust - et forsøg på forståelse og Tårnformer ved danske kirker fra middelalderen - og til den sidste føjede jeg meget rigtigt tegninger af en lang række tårntyper.
Ti år senere gjaldt det cand. pæd.-studiet i historie, ved Danmarks Lærerhøjskole og hos professorerne Kjeld Winding og især Roar Skovmand. Her fordybede jeg mig i middelalderhistorie, skrev rap- porter om samfundklasser i Norden o. år 1200, om Finlands inddragning i Norden og siden i den eventyrlige historie om Knud Porse og hertuginde Ingeborg i 1320'ernes Kattegats- landskaber, nyttige forarbejder til det der tyve år senere blev til de to Nordenhistorier. Det reelt interessante ved disse studier var vel i og for sig ikke afhandlingerne, resultaterne, men processen, fordybelsen i referencelitteraturen og i kilderne, overhovedet at finde hvad der var relevant i sammenhængen. Som fjernstuderende stod man i høj grad på egne ben. Eksamen fik jeg aldrig. Jeg blev konstitueret som skoleinspektør i en tid med stor mangel på lærere, tiden slog ikke til. Men klogere var jeg blevet, og efter at jeg var blevet fri forfatter i 1985, var jeg også fri forsker - og kunne følge lyst og interesser.
Med de bestillinger jeg fik i 80'erne, fra Nordisk Råd og fra Forlaget Aschehoug, o. 1990 fra Nordens Institut på Åland,blev min forskning målrettet: der var bøger der skulle skrives med udgivelse for øje. Rejser rundt til historiske steder var den ene del; med egne øjne se geografien hvor historien havde udspillet sig, og Kirsten dokumenterede det hele med sit kamera. Ophold på universitetsbiblioteker, Det Kongelige Bibliotek. Mine indgående studier i Finlands historie, og specielt den i 1800- og 1900-tallet kom dog til offentlighedens kendskab som Kekkonen og Finlands vinterkrig 1939 -1940. Sideløbende dyrkede jeg dog mit andet fag: litteraturen. Min debut på bogmarkedet var således en række essays om emner i nordisk litteratur, klassisk så vel som nutidig: Oplevelser med nordisk litteratur. Arbejdet med litterære emner resulterede i artikler i bl.a. Hymnologisk Selskabs tidsskrift om nordiske salmer og salmedigtere, senere også om Petrarca (se Petrarca og petrarkister). Til den dansk-svenske antologi Två sidor av samma sund en gennemgang af svensk litteratur. Fra 1990, 250-året for Carl Michael Bellmans fødsel, og frem var jeg optaget af Bellmanspor i dansk kulturliv, og parallelt hermed hele hans forfatterskab, og fra og med 2003 fordybelse i Francesco Petrarcas liv og værker. I sommeren 2011 skriver jeg på 1) en artikel til Litteraturmagasinet Standart om Petrarca i dag à propos udgivelsen af den komplette Canzoniere, og 2) en egentlig biografisk behandling af person og forfatterskab til Themis Förlag i Stockholm. En del af forskningsresultaterne er kommet til offentlighedens kendskab i form af bidrag til tidsskrifter og samleværker, andet eksisterer kun som foredragsmanuskripter og notater. I 2010 nåede bind 5 i skriftserien fra Selskabet Bellman i Danmark endelig frem til udgivelse; til den har jeg bidraget med et sammendrag af mine studier af Bellmanspor i dansk litteratur fra Sophus Claussen til Ole Wivel, en oversigt over Bellman som motiv i andres digte og et essay om Bellmans religiøse digtning. I sammenhæng med en antologi med danske lyrikeres digte fra Italien 1798 - 2011 har jeg skrevet en indledning om danske forfatteres forhold til Italien og om den betydning landet og dets litteratur har og har haft for det de har skrevet. Bogen Tre sole er ikke for meget (et citat fra et digt af Frank Jæger) udkommer på Forlaget mellemgaard ApS august 2011.
-
Danske digtere i og om Italien
I dansk lyrik har poesiens blå blomst ofte taget farve efter det italienske fodboldlandshold.
Over for Glyptoteket i København ligger Dantes Plads. Den rummer nu parkeringsbåse til byens biler, men har fået sit navn efter en stor italiensk digter. Dante Alighieri hedder han, levede fra 1265 til 1321 og fik umådelig betydning for åndslivet i hele Europa. Pladsen ligger ud til det hovedstrøg som er opkaldt efter en stor dansk digter: H.C. Andersens Boulevard. Midt ude i den ser man et lille anlæg, og midt i anlægget står der en søjle fra det gamle torv i Rom. Den bærer en skulptur af en ung dame, og på søjlen er der på dansk og italiensk en indskrift af en tredje digter, nemlig Helge Rode. Der står: Lad ogsaa her Navnet Dante Alighieri vidne om Broderskab og mane til Fremme af Menneskehedens Vel som et Tegn paa det inderlige Venskab mellem Italien og Danmark. Det er muligt at en skeptiker ville mene at dette inderlige venskab var lidt ensidigt. Danskere har nok gennemgående været mere venner med Italien end italienere med Danmark. Nogle få navne er der dog. Selvfølgelig ærer man som andre steder i verden også i Italiens havombruste skønne egne Med Alperand og Appeniners kæde[i] H.C. Andersen, særligt for hans fiabi, hans eventyr. I Firenze har man sat en plade op ved skulpturen Metalsvinet, den skrev H. C. Andersen et eventyr om, og i Rom har man opkaldt en gade efter ham. J.P. Jacobsen er oversat til italiensk. Oven i købet har en italiensk digter, Marco Ferraris, i 1923 hyldet hans figurer i sonetter. På Capri kunne der godt sidde en messingplade uden på et af husene, for her sad han i sin tid og skrev. I Sorrento sidder der sådan en plade: i det hus skrev "Enrico Ibsen" Et Dukkehjem, et andet sted sad "Massimo Gorki" og skrev på Moderen. Karin Michaëlis er blevet læst meget på italiensk. Ellers er det mest gået fra Danmark til Italien, til sollyset, antikken og renæssancen. Rig er Velskland paa Konst, konstaterede Bernhard Severin Ingemann under sin store Italiensrejse i 1818 og '19. Interessen for at lære Italien at kende er endnu ældre end Dante. Næppe var danerne gjort kristne før de fattede at Rom var kristenhedens centrum, og de næste 500 år strømmede pilgrimme fra Jylland, øerne og Skåne. Alle veje fører jo til Rom ifølge ordsproget. 1027 var Knud den Store i Rom på påskeferie, og her mødte han pave Johannes XIX. I 1265, det år Dante kom til verden, var den oprørske ærkebisp Jakob Erlandsen i Rom for at klage over kongehusets måde at behandle ham på. Christian I besøgte paven i 1474, og det gik festligt for sig på turen til og fra Rom. Strømmene af pilgrimme stoppede i og med reformationen, men det gjorde rejserne ikke. Europas bedste botaniske have lå altså i Padova; i Italien lå nogle af Europas bedste universiteter. Med renæssancen kom den græske og romerske oldtid i højsædet, og dens mindesmærker var tilgængelige i Italien, for Grækenland var kommet under tyrkerne. Derfor tog unge adelsmænd og kommende lærde på dannelsesrejse, noget der satte sine spor i professorernes og herremændenes biblioteker. Enhver nogenlunde velforsynet bogsamling omfattede her til lands værker af Dante, Petrarca, Boccaccio, de tre store italienske digtere fra 1300-tallet, og ligesådan af deres efterfølgere i 1500-tallet Ariosto, Tasso og Guarini. På italiensk altså. Guarini er vist aldrig blevet oversat, og de andre måtte vente til 1800-tallet. Boccaccios lystige fortællinger fra Decameron kom på dansk i 1805, Dantes Guddommelige Komedie i 1850'erne. Petrarca måtte vente helt til 2005 og 2011. En enkelt af Boccaccios noveller havde man dog kunnet læse flere hundrede år tidligere. I romanen Fru Marie Grubbe lader J.P. Jacobsen lader den unge Marie sidde og svømme hen over den, og det må være sket sidst i 1650'erne. Den sidste novelle i Decameron havde Petrarca oversat til latin, og den var forlæg for oversættelsen til dansk. I 1600-tallet fik digtere her i Norden besked om at tage Petrarca til forbillede hvis de skulle skrive lyrik, og det gjorde de så. Et par enkelte danskere forsøgte, bedst var en svensker der kaldte sig Skogekär Bergbo. Holberg gjorde ikke. Han nøjedes med at læse ham, og som en selvfølge tog han som ung på studieophold i Rom. Det egentlige gennembrud for det italienske kom dog først med romantikken. Den kom hertil fra Tyskland o. år 1800, og derfra gik det stærkt. Er der så en sammenhæng mellem Rom og romantik? Ja, det er der. De lærdes sprog var latin, men Dante, Petrarca og Boccaccio skrev på italiensk, og italiensk er et romansk sprog. En romantiker er én der skriver på sit modersmål. En af de tyske digtere o. år 1800 var Wilhelm August Schlegel. Han læste de romanske sprog og indså hvor herlige digte der fandtes på italiensk og spansk. Derfor oversatte han bl.a. Dante og Petrarca, og o. år 1800 kunne alle danske digtere læse tysk. Hans udvalg af digterværker fra bl.a. italiensk fra 1804 fik stor betydning også i Danmark. Nu var der også her folk der kunne italiensk. Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (1769-1826) var en af dem, og han var digter. Han læste Petrarca før denne blev oversat af Schlegel. Staffeldt tog til Italien, blev der i flere år, og skrev om sine oplevelser dernede. Allerhelst i sonetform. Også ude i Bakkehuset på Frederiksberg kunne man italiensk. Her boede Knud Lyne Rahbek og hans kone Kamma Rahbek, og her kom mange af de digtere der var aktive først i 1800-tallet. Knud Lyne Rahbek havde et litterært tidsskrift, og Petrarca rundede i 1804 sin 500-års dag. En sådan begivenhed måtte markeres, også i København. En af de faste gæster i Bakkehuset var Adam Oehlenschläger (1779-1851). Hvem kunne bedre end han fordanske af et digt af Petrarca? De valgte et af de mest berømte af hans digte, Kilden i Vaucluse; Canzone CXXVI hedder det hos Petrarca. Det kom også med i Oehlenschlägers næste digtsamling. Bagefter tog han på rejse og kom til Rom. Det gjorde indtryk på ham, og da han vendte hjem, skrev han et Tilbageblik paa Rom. Til dette digt valgte Oehlenschläger det versemål som Dante bruger i Den Guddommelige Komedie, terzinen. Ikke mange er trængt så langt og dybt ind i den store italienske digtekunst som B.S. Ingemann (1789 -1862). Han skriver digte om Petrarca og skuespil om Tasso. Hele to digtsamlinger har Italien som motiv: Reiselyren II fra 1820, Reiseminder fra Italien tolv år senere. Han vælger samme versemål som Petrarca: fortæller på heksameter, og reflekterer i sange og sonetter. Flere af hans skuespil har italienske motiver: Masaniello, Blanca, Tassos Befrielse. Denne bygger direkte på hans møde med Tassos landskaber, Sorrento ved Napolibugten, Ferrara i Nordøstitalien. Senere dukker erindringerne fra rejseårene 1818 og 1819 op i andre digte. Både i digtkredsen om Holger Danske (1837) og i romanen Landsbybørnene (1852) gennemlever hans hovedpersoner en hel masse af det han selv havde oplevet dernede. Havde han ikke været digter i forvejen, var han bestemt blevet det af at rejse til Italien. I de følgende generationer er mange af de betydelige digtere i Italien. Der er de i godt selskab med de jævnaldrende malere. Det er næsten iøjnefaldende hvem der ikke er det. Christian Winther, Henrik Hertz, H.C. Andersen rejste rundt derned, Ludvig Bødtcher blev der et årti. Hos dem alle sætter oplevelserne dybe spor i hvad de skriver, mens de er dernede, eller længe efter at de er vendt hjem. Det blev ikke lyrik, alt hvad de skrev. H. C. Andersen omsætter sine motiver til en roman, Improvisatoren (1835), og bruger dem i nogle eventyr og historier. Chr. Winther har et par bidske noveller med italienske motiver. Det inspirerer efterfølgerne. Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887) udvikler den danske novelle, også i og fra Rom. For mange læsere har Vilhelm Bergsøes (1835-1911) roman Fra Piazza del Popolo været et første bekendtskab med netop Rom. En anden af Bergsøes bøger har titlen Italienske Noveller. Det moderne gennembruds digtere tog gerne til Italien. Georg Brandes gjorde også, og han skrev tilmed digte fra sit ophold, se p. 280. J.P. Jacobsen rejste rask af sted i 1873 og kom syg hjem. Et par år senere tog Holger Drachmann til Italien for at komme sig over kærlighedssorger. J.P. Jacobsen gav strengt taget kun et digt fra sig med italiensk motiv, nemlig Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo. Han hævdede at det hang i Uffizierne, i Firenze. Vist nok befandt tegningen sig i London, og digtet siger ikke noget om Italien ellers. Indtrykkene fra Italien omsatte sig i Jacobsens prosa. Ganske vist er skitsen Der burde have været Roser så tæt på lyrik som prosa kan komme, men dog prosa. Drachmann derimod fik en halv digtsamling og et helt melodrama ud af sit ophold i Venezia. Der er næppe den rejsefører der ikke citerer versene om den vuggende/ Lyd af Venezias Vand (se side 102). Nu er Sophus Schandorph (1836-1901) så godt som glemt. I denne kreds var han den der var stærkest optaget af italiensk litteratur. Et halvt år var han i Rom, det var i 1877, og 12 år senere trekvart år i Firenze med et kortere besøg ind imellem. Italiensk havde han studeret, var blevet dr. phil. på en afhandling om to venetianske komediedigtere fra 1700-tallet, Goldoni og Gozzi, han var mere end almindeligt fortrolig med italiensk litteratur. Opholdet i Firenze udmøntedes i romanen Poet og Junker 1892, af Brandes bedømt som en højst ejendommelig og fængslende Fremstilling af den italienske Digter Alfieri's (sic) Levned, særligt af Forholdet til hans Elskede, Grevinden af Albany[ii]. Megen prosa i årene mellem Ludvig Bødtcher og Sophus Schandorph. Med halvfemserne kom lyriken igen i højsædet. På dansk og med italienske motiver. Johannes Jørgensen blev dernede i årtier, blev så godt som italieniseret og berømt og agtet. Han blev en af de mest fremstående katolske skribenter i moderne tid, blev udnævnt til æresborger i den hellige Frans' by, Assisi, som også retfærdigvis i Svendborg. Sophus Michaëlis rejste i store dele af verden, i Venedig blev han betaget af Andrea del Verrochios rytterstatue af condottieren Bartolomeo Colleoni, så betaget at han digtede om den. Digtet kom i læsebøgerne. Selv huskes Sophus Michaëlis ikke mere, eller hvis nogen gør, så fordi hans første kone beholdt hans efternavn og blev verdensberømt med det: Karin Michaëlis. Hun blev ikke mindst i Italien en berømthed[iii]. Den tredje Sophus med efternavnet Claussen rejste der en del, skrev noget af det bedste i dansk digtekunst. Det var ikke noget tilfælde at det var Helge Rode der skrev versene til Dantesøjlen på H.C. Andersens Boulevard. Han var en ven af Italien. Rode havde opholdt sig rundt om i landet 1899 - 1901. Det fik han en hel rejsebog ud af. Italien, Strejftog syd og nord for Alperne hedder den og er værd at læse, også for Rodes sproglige raffinement. Igen i digtsamlingen Ariel 1914 fylder et italiensk motiv et helt afsnit, men denne gang naturens gru i det vulkanske og jordskælvsplagede land, katastrofen i Messina i 1908 da 58.000 mennesker omkom i en tsunami. Digtsuiten åbnes dramatisk: Italien, du tog dig til dit Hjerte og sank i Knæ, som om din Kraft var brusten, og saa dig om med Blikket blindt af Smerte og stønnede en Klage, hæs og rusten. Og det er Solens lyse Land, som lider, Italien! - som talte stærke, sunde og glade Ord til os i mørke Tider. - Aldrig randt Blodet fra saa dyb en Vunde. Den vunde var en storby i ruiner, ni tiendedele af Messinas bygninger væltet om. Forfatterinden Marie Helms var næsten øjenvidne, hun opholdt sig i Taormina i juledagene 1908 og citerer i sin Fra Sicilien Kbh. 1913 byens borgmester for de vantro ord Pare che Messina non esiste più - det synes som om Messina ikke mere eksisterer[iv]. Men det var troværdigt nok i de sidste dage af 1908. Det er derfor ikke mærkværdigt at det netop blev ham der satte ord på Dantesøjlen, eller påtog sig at hylde landet og de to hovedbyer der havde bidraget til mindesmærket, Firenze og Rom; det var da Akademiet festede for det italienske kongepar i anledning af dets besøg ved indvielsen af det. Digtet er gengivet i Rodes sidste samling fra 1931, Den vilde Rose. Også Viggo Stuckenberg hører til halvfemsernes lyrikere, og også han nåede Italien. Det var i 1902 på en afstikker fra en Pariserrejse. Man kunne have haft ham og Sophus Claussen mistænkt for at være Boccacciodyrkere, men det er nok mere Petrarca de har læst. Stuckenberg nævner ham ikke, Claussen gør det hele tiden, men han er dog også glad for Dante. Ikke helt så meget som Johannes Jørgensen var det, men Claussen blev heller ikke katolik. I august 1914 lukkede Europa sig; den 1. verdenskrig rasede, også i Italien. Da krigen sluttede i 1918, troede enkelte at verdensdelen blev åbnet igen. Det gjorde Hans Hartvig Seedorff f. eks. Han kom både til Moskva og Firenze, og trods sortskjorternes march mod Rom i 1922 mistede det fascistiske Italien ikke sin tiltrækningskraft. Der var for meget at se. En af de Italiensrejsende var Thøger Larsen som rejste rundt i det meste af landet og oplevede midt i 20'erne sciroccoen, den lumre vind hedder på lemvigsk Søndengalm, og det hedder digtsamlingen med Italiensdigtene også. Rejseoplevelserne skildrede han livfuldt i en række aviskronikker midt i tyverne, Pompeji, Herculanum, Vesuv optog ham stærkt. Per Lange, der var mindst lige så lærd og klassisk skolet som Thøger Larsen, var i landet få år senere. Længe gjorde Johannes Jørgensen gode miner; så blev spillet til sidst så slet at han følte sig presset til at flytte til Vadstena. Frederik Nygaard kom der så sent som i 1939. Efter befrielsen 1945 kom først fodboldspillerne og siden charterturisterne, og de skrev ikke mange digte. Erindringsbøger fra stadion, postkort fra Gardasøen, mere drev de det ikke til. Men Italien dannede fortsat ramme om den klassiske oldtid, renæssancen havde stadigvæk udfoldet sig tidligst og skønnest dér. I Italien lå de endnu, de landskaber 1800-tallets malere havde skildret. Landets litteratur stod som før på boghylderne. Den havde fascineret digterne i guldalderen, fra Staffeldt over Ingemann til H.C. Andersen, den var blevet læst af Sophus Claussen og Johannes Jørgensen. Moden både i malerkunsten og i digtningen blev ganske vist bestemt andre steder, og Dada, Cobra, op-art, "modernisme" forkastede alt andet end sig selv. Ikke desto mindre vovede heretikere som Ole Wivel, Frank Jæger og Thorkild Bjørnvig sig til landet hvor citronerne blomstrer, og ikke meget senere en lærd modernist som Jørgen Sonne. De sidste 30 år er næsten som en ny Thorvaldsentid: Klaus Høeck fylder 2/3 af en digtsamling med italienske motiver. Metamorphoses hedder den, men typisk for en anglificeret tidsalder: heri følger han de store engelske romantikere og Italiensfarere Shelley, Keats og Byron i sporet. Peter Laugesen ved godt at der findes en italiensk litteratur og vier en hel digtsamling til Fiesole og Firenzes omegn. I den lille by Vinci slog Morten Søndergaard og Helle Merete Pryds sig ned. Det er denne by der har lånt den store maler og opfinder Leonardo da Vinci sit navn. Erik Stinus, Inger Christensen, Inge Pedersen, Nina Malinovski tager til Rom og finder inspiration. Der findes Det Danske Institut for Kunst og Videnskab. Lone Bjelke tager efter et ophold i hovedstaden tager videre til Ravello, til San Cataldo hvor danske intellektuelle har haft asyl i årtier. Thøger Larsen og Per Lange skrev derfra kort tid efter at stiftelsen var blevet åbnet i 1924. Thøger Larsen viede flere digte til egnen og oplevelserne omkring refugiet, og i kronikker i diverse dagblade har han med stor indlevelse skildret stedet og især turen dertil[v]. Senest har Bodil Weyde viet refugiet en helhjertet hyldest i digtet Åh, du San Cataldo (se side 262) Én ting er inspirationen fra rejsen til det skønne land - il bel paese som Petrarca kaldte det. Noget andet er en fornyet interesse for klassikerne. Bogmarkedet er optaget af dem. Virgil og Ovid er kommet i nye oversættelser, og som romere er de en slags italienere. Dante og Petrarca er kommet på danske vers, Dante igen for fjerde gang. For Petrarca sker det i grunden for første gang; før 2005 har der stort set kun eksisteret de ti i og for sig klassiske oversættelser som P.L. Møller udgav i 1847 og Kai Friis Møller genudgav i 1944[vi]. I 2011 udkom den komplette Canzoniere på dansk. Man har hørt rygter om at Boccaccio er på vej i en ny oversættelse; hans noveller fra Decameron dog, ikke hans digte[vii]. I tidsskrifter har også Angelo Poliziano og Torquato Tasso vist deres poetiske navnetræk. Michelangelo, maleren, var også digter. Som digter optræder han med navnet Michelagniolo Buonarotti, og sådan har vi kendt ham siden 1912. Da viste revymanden Johannes Dam sine evner som lyrikoversætter. Fem år senere gav han endda sine danske læsere Dantes Vita nuova Nyt Liv, året efter et endnu større udvalg af Lyrisk Digtning fra Dantes hånd og ånd. Et århundrede senere står Dante igen stærkt, og ikke kun blandt digtere. Forskere og kommentatorer har ikke ligget på den lade side. Jan Lindhardt har i én bog drøftet Dante som politisk tænker, Jakob Balling i en anden i hans egenskab af teologisk autoritet, og fra Nordisk Dante-netværk er der kommet flere bind om flere sider af værket. Hans overvejelser om sprog og poesi er blevet gjort tilgængelig for danske læsere med Hanne Roers og Christian Høgels Dante om poesi og sprog 2008. Tilmed gav Jørgen Sonne i 2007 et lille udvalg af hans lyriske værker, sonetter og en af sestinerne fra de stenede digte, Rime petrose i Europæisk lyrik. Selveste Inger Christensen skrev i 1969 til Danmarks Radio et kort essay om grunde til at læse Dante - og hun tænkte alene på Den guddommelige Komedie: Der er i hvert fald tre grunde til at læse Dante: for det første er han ulæselig, for det andet er hans ideologi fuldstændig irrelevant, og for det tredje er på den ene side Dante på den anden side Helvede, Skærsild og til dels også Paradis nærmest synonyme[viii]. Heri hævder Inger Christensen bl.a. at Dante har bestemt resten af litteraturens liv på samme måde som de første barndomsoplevelser hos den enkelte bestemmer resten af ens liv, selv om man netop ikke iflg. Inger Christensen kan få dem til at betyde noget, ikke kan bruge dem til noget. Mere end noget andet demonstrerer Inger Christensen netop at hans hovedværk netop er et hovedværk, også o. 1970. Det er dog tvivlsomt om man kan finde spor af Dantelæsning i hendes digte. I hvert fald står hun ikke alene med sin optagethed af komedien. I disse år er mange digtere optaget af Divina Commedia. Ib Michael har bygget en digtsamling fra 2000 op som en parallel til Komedien, tilmed brugt Dantes førerfigur, men erstattet romeren Virgil med svenskeren Gunnar Ekelöf, en stor inspirator for vores generation. Rosa Mundi kaldte han den. To år senere udsender Peter Laugesen en dobbeltbog som fra den ene side hedder Radio Fiesole, fra den anden Grassinan Cantos. Det er helt indlysende at han som andre nutidige danske lyrikere[ix] er mere engelsk-amerikansk end italiensk påvirket. Modernismen har flere fædre, den amerikanske digter Ezra Pound (1885-1972) er én af dem, en enestående stilskaber og læremester for 1900-tallets europæisk-amerikanske lyrik. En meget lærd digter med et dybtgående kendskab til klassisk litteratur, ikke mindst italiensk. For de danske Italiensrejsende digtere har det en vis betydning at Pound boede i Italien fra 1924 til 1945 og igen fra 1958 til sin død. Hans værker har titler som A lume spento ["Ved slukket lys"], The Pisan Cantos [Pisasangene]. Ezra Pound er indiskutabelt Laugesens forbillede helt ud i titlerne, men ikke desto mindre figurerer Dante side om side med Pound i tilegnelsen. Allerede det fjerde digt citerer en beskrivelse af Den Guddommelige Komedie, mens det sjette låner sin titel fra Dante og hedder Vita Nuova; digtet beskriver Laugesens betagelse af hans elskede i en variant af Dantes møder med Beatrice netop i Vita Nuova. Et andet hedder De Vulgari Eloquato ["Udtrykt om folkets sprog"] - og det varierer Dantes afhandling om veltalenhed på folkesproget: De vulgari eloquentia[x]. I et af digtene siger Peter Laugesen det som det er: Der er ikke noget historisk ved Dante. Dante er nu og allevegne her. Det er Dante altså også i Martin Larsens Det stof alting er gjort af 2001 og i Jan Thielkes digtsamling Ånden er over os fra 2005. Denne samling er delt i tre bøger: Første bog(Helvede) hvor første afsnit hedder Vi er velkomne, Anden bog (Skærsild) hvor Vi vil ankomme og Tredje bog altså (Paradis) med Vi er her og alt er lykke. Interessant nok er Martin Larsen tilsyneladende mere optaget af Vita Nuova og tager afsæt i dette værk til en afveksling. Mindre ekstatisk end hos Thielke går det for sig i Søren Sørensens Festival fra Troldspejl 2008, den indtil videre seneste af de Danterefererende digtsamlinger. Andre italienske lyrikere dukker op her og der, 1700-tallets tragediedigter Vittorio Alfieri (1749-1803) i Schandorphs store roman Poet og Junker hvori en af Alfieris sonetter, Italien, Du, hvis Storheds Glans er slukket, danner et af omdrejningspunkter i romanens handling. Nobelpristageren Carlo Carducci (1835-1907) møder man hos Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. Hos Niels Møller og Søren Sørensen kan man møde humanisten Angelo Poliziano (1454-1494) fra Firenze, en af de tidlige Petrarca-elever i europæisk litteratur. Jørgen Sonnes Europæisk lyrik fra 2007 giver en række eksempler fra den italienske litteraturhistorie: Frans af Assisi, Dante Alighieri, humoristen Cecco Angiolieri, Boccaccio, Petrarca, Ludovico Ariosto, Torquato Tasso og Michelangelo Buonarotti og andre. Derudover har Jørgen Sonne oversat en stribe italienske lyrikere fra 1800- og 1900-tallet: Eugenio Montale (1896-1981) Digte 1976, romantikeren Ugo Foscolo (1778-1827), Giuseppe Ungaretti (1888-1970) og Salvatore Quasimodo (1901-1968) bl.a. Ungaretti er ligeledes oversat af Annemette Kure Andersen i 1999. Det ses af lyrikernes værker at de har stiftet bekendtskab med deres italienske forbilleder og har lært af dem. Ofte kommer indtryk fra Italien til udtryk i brugen af italienske versformer, man finder terziner hos Oehlenschläger og Johannes Jørgensen (efter Dante), sonetter hos Staffeldt, Ingemann, Claussen, Stuckenberg, Klaus Høeck og Søren Sørensen (efter Petrarca). Nævne dem gør de ofte; hos Oehlenschläger kan man se inspirationen så at sige samlet: Jeg hørte Leonardos, Pergoleses Toner skiælve, Hvor mægtig sig San Pietros Buer hvælve, Og Buonarotis Hvælving brast, Og Himlen viste mig sit Øiekast: Jeg Engle saae i hvide Flaggerklæder Til Jesu, til Marias Hæder At hæve Salighedens Røst; Den bøiede mit Knæ, den svulmede mit Bryst. Jeg hørte Jordens Jammer, Et Miserere qvalt af Helvedflammer; Da vældigt i mit Øre klang, Hvad Dante ved sit store Orgel sang, ... I digtet Tilbageblik paa Rom som indgår i dette udvalg, får vi repeteret Petrarca, Horats hele tre gange, og Virgil, siden Ariost, Rafael, (Michel)Angelo og Tasso. Emil Frederiksen har i sin bog om Dante fra 1965 sporet læsningen af Den Guddommelige Komedie hos Oehlenschläger, Grundtvig, H.C. Andersen, Martensen, Kierkegaard og frem til Karen Blixen, Jørgen Gustava Brandt, Villy Sørensen og Poul Ørum. Stærkest forekommer han, synes det, hos Johannes Jørgensen. Gennem arbejdet med store biografier om de katolske helgener fra 1200- og 1300-tallet havde han erhvervet sig særlige forudsætninger for at forstå hvordan man tænkte på Dantes tid. Mere overraskende er det måske at naturalisterne også var fortrolige med La Divina Commedia. Korrespondancen mellem J.P. Jacobsen og Edvard og Georg Brandes viser at de alle tre ikke blot kendte værket, men også citerede det på italiensk. I Dantestemninger I-IV fra 1913 (se side 159) lægger just Johannes Jørgensen sine ord i munden på Dante og parafraserer hovedværkerne, Komedien i I og IV (udeladt i antologien), Vita nuova i II og III. En Skov saa dunkel osv. henter han direkte fra Komediens I. sang: På midten af vor bane gennem livet jeg fandt mig i skovs bælgmørke sale[xi]. Andre steder er der skjulte citater eller henvisninger til Dantes værker, og Johannes Jørgensen skrev siden både essays og prosadigte om ham; ved markeringen i 1921 af 600-året for Dantes død var Jørgensen til stede i Ravenna og reciterede sin Hilsen til Dante ved graven. På mange måder så Svendborgdigteren sin egen skæbne i digteren fra Firenze, begge var eller følte sig landsforviste, begge havde stærke oplevelser af livet som en vandring i en skovs bælgmørke sale, en Skov, der groer i evige Nætters Mørke og fører ind til Staden, fuld af Jammer. - Og netop dette vers i Jørgensens Dantestemning I (se side 159) er et direkte citat fra Molbechs oversættelse af Helvede 3. Sang. Vita Nuova optog ham meget i årene mellem Dantestemninger og Hilsen til Dante. Det var i den periode han opholdt sig i Siena og skrev på bogen om Den hellige Katarina; den kreds af litterater han da færdedes i, var som italienske nationalister stærkt optaget af Dante og citerede og kommenterede ham tit og ofte. Også Jørgensens generationsfæller, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, kom ind på den store Alighieri, Claussen ordrigt og nærgående, Stuckenberg overlegent og med det store overblik, som når han i sonetten om Florenz' kampe (se side 156) ... ræddes for den syge Fantasi, der skaber dem paany af Arnos Dampe. Formentlig er det et ekko af Brandes. Hans holdning til Dante var den at hans Helvede er produkt af en Bøddels Fantasi[xii]. Men læse ham gjorde de, som også Oehlenschlæger havde gjort det i 1800-tallets første årti; Sophus Michaëlis skriver i digtet Jasminen: I den lyse Nat en Blomst der skinner - i min aabne Dante jeg den finder. Sophus Claussen husker i Siena[xiii] hvad Dante har skrevet om en adelig dame dér fra byen, optaget som han er af spillet mellem ham og Herskabets Damer, der vandrer langsomt op og ned under mine opmærksomme Vinduer, ja, han spiller på samtalen i 13. sang af Skærsilden mellem Dante og senesiske Sapia, som trods sit navn ikke var vis, og citerer et vers ordret og i egen oversættelse[xiv]. Tre menneskealdre senere tog Peter Laugesen tråden op og konstaterede: Der er ikke noget historisk ved Dante, og det er formentlig rædslerne i den forpinte by med overskriften LAD ALT HÅB FARE, I DER HER GÅR IND[xv] han har tænkt på med sine og sin generations erfaringer fra Bosnien og Vietnam og minderne om Auschwitz og Babi Jar.
Den der skriver dette, har i artikler dokumenteret Petrarcalæsningen hos nordiske forfattere. Staffeldt, Ingemann, Winther og Claussen var hvad man vel må kalde petrarkister[xvi], i europæisk lyrik en hædersbetegnelse der begyndte som et foragteligt nedsættende udtryk om smagløse epigoner, men den udvikling har mange betegnelser i kunstarternes historie gennemgået, impressionisme, fauvisme, jazz... I indhold og tankegods så vel som i det formelle var den tyske romantik den direkte forudsætning for den dansk-norske. De tyske romantiske digtere var optaget af Petrarca og skrev digte i hans stil, d.v.s. sonetter. Man talte om deres Sonettenwut, sonetraseri. Det fik ikke rigtigt fat i Oehlenschläger, til gengæld havde sygdommen greb om Schack Staffeldt. Hans eneste konkurrent i romantisk digtning var Adam Oehlenschläger, og denne havde måttet nøjes med en 16 timers samtale med den norske filosof Henrik Steffens, der gav gæsteforelæsninger i København. Schack Staffeldt havde studeret længe og grundigt i Göttingen og siden tilbragt næsten tre år i Italien. I hvert fald er Schack Staffeldt om nogen petrarkisten i dansk litteratur. Antageligt var han blevet ledt på sporet ved at læse Schillers Lauradigte[xvii]. Under opholdet i Göttingen havde han læst Petrarca, og allerede da var han begyndt at skrive digte der viser spor af den inspiration han hentede fra denne læsning. Den udgjorde imidlertid ikke hele Staffeldts Petrarcalæsning; mange udgaver rummer nemlig foruden de 366 digte deri også Trionfi, Triumferne. De udgør en række digte - på samme versemål som Dantes, terzinen - og handler om kærlighedens, kyskhedens, dødens, berømmelsens, tidens og evighedens eller det guddommeliges triumf. Som motto satte Staffeldt to vers herfra, de sidste og endegyldige i Trionfo dell' Eternità: Se fu beato chi la vide in terra, or che fia dunque a rivederla in cielo?[xviii]. Dette udsagn har haft særlig betydning for ham, han brugte det igen i et af sine danske digte, Erindringer tre år senere. Under sit ophold i Italien 1797-1800 fik Staffeldt opfrisket sit forhold til Petrarca. Måske var det i de år han tillagde sig vanen med at have Canzoniere som rejselekture, og det er formentlig snarest påvirkningerne fra læsningerne i den der gjorde ham til den store sonetdigter i dansk litteratur. Det førte ham også til i en sonet at diskutere formen selv, og det kan ikke mange gennemføre uden at Petrarca bliver blandet ind i redegørelsen, og da heller ikke Staffeldt: Før Sonnettets Genius kun læret Gad Petrarchas spæde Veemodsqvad, Han paa Liljekalkens Bredde sad, Kiælent klukkende i Aftenskiæret.
Petrarcas navn dukker op igen og igen hos Staffeldt, og ikke mindst i hans erotiske digte. Et af dem hedder Elskovs Rige, og heri tegnede han de karakteristiske træk ved kærligheden i et universelt ordmaleri: O Elskov! du hvis Tryllevælde Tilbedes af den hele Jord, Om Daarskab, Viisdom, Ungdom, Ælde Du dine Straalekieder snoer.[xix] I vers efter vers afbildes kærlighedens væsen som det frieste af alt, ubundet af alle love, det der får enhver jordisk magt til at visne bort i dets glød: kalifatets krone (v 25), cæsarernes trone (v. 27); men på et felt hvor så mange digtere lige fra de gamle grækere som Sapfo og Alkaios over Salomon og de store romere til moderne europæere, alle dybt erfarne i erotikkens kunstformer, har Petrarca som den eneste af dem alle fundet omtale: Der sukker du, toscanske Svane, Ei dybt ved din Madonnas Fod, Hun favner dig, skiøndt uden Ane Og døde Sekler i dit Blod.[xx] Og faktisk optræder Canzonieren som et håndgribeligt fænomen i Staffeldts digte, en fysisk bog han skal have med på rejse. Hans petrarkisme var smittende. Den indgik i den indflydelse han øvede på B.S. Ingemann, og just denne fortsatte hvor Oehlenschläger havde sluppet: med at oversætte Petrarca. Han viste sig i Digte 1817 som en glimrende fortolker af sonetto CLIX : I hvilken Himmel, hvilken høi Idee Fandt du, Natur! et Mynster for hint Billed, Hint skjønne Aasyn, hvori du har villet Afbilde her hvad hist kun Engle see.
Hvor var den Kildens Møe, den Skovens Fee, Hvis fagre Guldhaar saa for Vinden spilled, Hvis rene Sjæl var saa Guds eget Billed? - Dog i den Himmel jeg min - Død maa see.
Forgjæves efter Guddomsskjønhed iler Den digter, som ei hendes Øine saae, Hvor sødt de rulle imod Himlens Blaa. Han veed ei, Balsom paa Dødspilen hviler, Som ikke veed, hvor sødt hun sukke maa, Hvor sødt hun taler, og hvor sødt hun smiler.[xxi]
20 år senere påtog P.L.Møller sig opgaven. Han nåede at gendigte hele ti digte fra Canzoniere, fire sonetter, to ballader og fire sestiner, de blev optaget i hans Ballader og Sange 1847. Men digterne læste Petrarca, og de henviste til hans værker når lejlighed gaves. Den elskede burde hedde Laura, det mente f.eks. Poul Martin Møller også i tre sonetter, for det hedder den dame Petrarca digter om. Navnet Laura blev opfattet som et kendetegn på en kvinde digteren elsker, men ikke kan få. Sådan beskrives hun jo af Petrarca i Canzoniere. Steen Steensen Blicher kunne også sin klassiker og gjorde brug deraf. Man tør gå ud fra at Ingemann på sin Italienstur har haft et bind i rejsetasken. Mon ikke også Simon Meisling på Slagelses lærde skole har kunnet sin Petrarca? En af hans elever kunne ham i hvert fald, og et sted har H.C. Andersen inspirationen fra. Allerede i Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager 1829 dukker Petrarcas navn op i det surrealistiske mylder af allusioner. En grundig gennemgang gav H.C. Andersen i Improvisatoren 1835, med så megen bedre begrundelse som den handler om en italiensk ynglings uddannelse til digter. I Andersens farverige roman findes altså den grundigste drøftelse af Petrarcas digtning uden for faglitteraturen, så ung var romanen i 1835. Improvisatoren, romanens hovedperson, fulgte modestrømningen i Italien og forkastede Petrarca som gammel hofsnog og klerikal til fordel for den Dante de italienske nationalister gjorde til en revolutionær[xxii]. Men Improvisatorens forfatter fortsætter også i senere værker med at citere Petrarca, ungdomsårenes stærke indtryk af hans læsning forlod ham aldrig. De dukker op i romanen De to Baronesser 1848, igen fra 1863 i rejsebogen I Spanien: ...to unge Piger [...]; deres Mund sagde ved et eneste Smiil Mere, end nogen Digter kan sige i et langt Digt, Byron og Petrarca tilgive mig! De færdedes og trivedes i Italien, de digtere der var unge sammen med Andersen; de havde de samme inspirerende forgængere og samtidige som han: Goethe, Staffeldt, Byron og Heine, og ligesom Goethe, Staffeldt og Byron modtog de stærke indtryk af alt hvad de så under rejserne i Italien. Og læste, for selvfølgelig læste de Petrarca når de nu havde lejlighed til det. Det gjaldt Christian Winther, og ikke den evindelige Alvilde Müffelmann - på trods af forholdets påfaldende lighed med Petrarcas til Laura. Derimod mødte han Een, og til hende måtte han skrive så mange vers at de blev en samling med den titel: Til Een. Som motto for den måtte han sætte de bittersøde ord fra forbilledets vist nok mest berømte og eftergjorte sonet, Canzonierens nr. XXXV: "Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie Cercar non so, ch'amor non venga sempre Ragionando con meco, ed io con lui."[xxiii] For Oluf Friis der i 1927 skrev indledningen til Winthers Poetiske Skrifter, var afhængigheden af Petrarca aldeles indlysende, kun at sammenligne med Homers betydning for Oehlenschläger. Winther kunne endda dementere Byrons kyniske betragtninger, i Drachmanns fordanskning således lydende: Romaner gi'er vor Sorg i hel Figur men kun i Buste Ægtestandens Glæder. Hvad angaar os de ømme Mænd og Fru'r? de Kys kan frit passere alle Steder; - sæt Laura var Petrarca's Kone blevet, hvem skulde saa hans Bind Sonetter skrevet?[xxiv] Efter at være blevet gift med denne Eene øgede Christian Winther antallet af netop sonetter, men det var han ikke ene om i årene efter 1850. Det er karakteristisk i dele af nordisk lyrik i den periode. Sophus Schandorphs roman om Alfieri - Poet og Junker - handler især om hans kærlighed til den engelske dronning i eksil, grevinden af Albany. Her er Petrarca og hans elskede Laura den helt selvfølgelige reference, for de elskende selv som for deres venner, dette så meget mere som Alfieri egentlig er fransktalende (fra Savoyen) og må tilegne sig italiensk, bl.a. ved at læse Dante, Boccaccio og Petrarca. Men karakteristikkerne af Petrarca røber tillige at Schandorph selv absolut ikke var ubekendt med mesteren. Således lader han sin hovedperson udtale: Dante fik ikke nogen Hjord af Efterlignertrælle efter sig, som Messer Francesco Petrarca fik. Hans Efternynnere bragte Dantes Basuner og Palestrinas Orgelpiber til Tavshed[xxv]. Selv den fordrukne og elendige britiske tronprætendent, grevindens skrækkelige ægtemand, kan citere Canzonierens første digt Voi, ch'ascoltate in rime sparse il suono[xxvi]. Sophus Claussen er den af 90'ernes digtere der oftest har henvist til sin erotikerkollega fra 1300-tallet: i rejseromanen Valfart 1896 skildrede han indtrykket af den kvindelige skønhed syd for Alperne: Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna, men efter en lidt for nem affære i toget fra Siena måtte han konstatere: "De er saa pyntelige som Petrarcas Sonetter",sagde jeg "Men de smælter, naar Solen skinner paa dem."[xxvii] Det forhindrede som bekendt ikke Claussen i at blive en af Staffeldts og Winthers tro følgesvende just i sonetformen - den var da ganske vist også kommet på mode igen på den tid. En nærmere undersøgelse af Claussens Petrarcalæsning venter på sin forsker, men i Winthers fodspor satte også han en Petrarcastrofe som motto for en digtsamling: afsnittet Rejsebilleder i Pilefløjter 1899 - som han så indleder med 16 sonetter hvori han hylder Aarestrup og Heine. Det kan diskuteres hvor ironisk mottoet kan være ment, for så vidt både hos ophavsmand og låntager: Jeg indser vel jeg var til spot for mange, At gud og hver mand lo til alle tider, Og ofte fik jeg skam for gammel skade[xxviii]. Muligvis var det også Aarestrup og med ham Oehlenschläger der inspirerede til Claussens heksameterdigte, værker der må regnes blandt de bedste, der er skrevet på dansk[xxix], man kan dog nok ikke uden videre afvise Petrarca som inspiration i heksameterdigtningen fra Goethe og frem til Claussen. Efter ham bliver sporene næsten udviskede. Grete Heltberg citerer i en sonet Byrons bon mot om Hvis Laura og Petrarca havde levet I hellig ægtestand, i stille lykke Som hverdagslivets fanger, tro og trygge, Hvem havde da hans elskovssange skrevet?[xxx]
Først med Peter Laugesen i 2002, Søren Sørensen og Jørgen Sonne med oversættelser henholdsvis 2005 og 2006, efterfulgt 2011 af den komplette fordanskning, dukker han op. Ikke overraskende er det hos hans oversætter at hans navn og værk optræder i digte: i Sørensens Troldspejl og andre digte 2008, og igen i EllekrogsElegier 2011. Det samme gælder i forskningen, som det også er tilfældet med Dante også i forskningen.
[i] Petrarca: Sonet CXLVI vv. 13-14 (Canzoniere 2005) [ii] Her efter Georg Brandes Samlede Skrifter Tredie Bind Kbh 1900 p. 181, S. Schandorph III (1899). [iii] Den farlige Alder er oversat ikke mindre end 5 gange. Bibi-bøgerne er meget læst. [iv] Her efter Aksel Dreslovs Taormina og det klassiske Sicilien Vedbæk 1992. [v] Samlet af fru Thøger Larsen ca. 1940 og trykt af Chr. N. Brodersen i samlingen Virkeligheden Artikler og foredrag 1961. [vi] Se www.ordret.dk/Specialer/Petrarca. [vii] En enkelt sonet (urimet) findes på dansk i Jørgen Sonnes Europæisk lyrik 2007 [viii] Trykt i essaysamlingen Del af labyrinten Kbh 1982. [ix] Som Peter Poulsen i et digt i Cikaderne synger til Uffe Harder. [x] Jf. Roer og Høgels Dante om poesi og Sprog. Odense 2008. Originalens titel: De eloquentia vulgare. [xi] Chr. K.F. Molbechs oversættelse 1855-62. [xii] Citeret efter Emil Frederiksen: Dante Kbh 1965 p.127. [xiii] I digtet Endnu Siena fra Valfart Kbh 1896. [xiv] Nemlig Purgatoriet XIII, vv. 106-128. [xv] Ole Meyers fordanskning år 2000. [xvi] Petrarca-spor i nordisk litteratur i tidsskriftet Spring nr. 25 p. 47 Kbh. 2008. [xvii] Det mente Hakon Stangerup i Schack Staffeldt Kbh 1940 p. 62. [xviii] Hvis den var salig som så hende på jorden/ hvad sker der så når han genser hende i himlen? [xix] Samme p. 210. [xx] Samme p.211 vv 45-48. [xxi] Jf. Sonetto CLIX In qual parte del ciel Canzoniere 2005 p. 182. [xxii] Se Amedeo Quondam: Petrarca, l'italiano dimenticato. Milano 2004, og Ivan Z. Sørensen:Små historier fra Firenze 2010. [xxiii] Stavemåden i henhold til Winthers i Samlede Digte København 1905 Bind 3. Der er flere fordanskninger at vælge imellem: P.A. Rosenbergs fra 1910 og min fra 2005; ordret hedder det: Men så uvejsomme veje eller så vildsomme Ved jeg ikke at opsøge at Amor ikke kommer der altid Og ræsonnerer med mig, og jeg med ham. Kærligheden kan man ikke rende fra. [xxiv] Byron: Don Juan III Sang VIII str. p. 203 i Udgaven 1882 . Grethe Heltberg genoptog i øvr. tanken i 1944 i digtet Spejlet og i lidt elegantere vers. [xxv] Schandorph foregreb dermed vægtige udsagn i Petrarcaforskningen, bl.a. andre Karl-Heinz Stierle, jf. kommentardelen i Francesco Petrarca: Canzoniere eller Sangenes Bog Anden udvidede Udgave 2011. [xxvi] På dansk: Af jer som i de spredte digte hører (Canzoniere 2011) [xxvii] Sophus Claussen: Samlede Digte IV København 2000 p. 134: The poem Et løst Udkast [xxviii] Sophus Claussen: Samlede Digte I 2000 p. 125, oversættelsen Canzoniere 2005 p. 17. [xxix] Homeroversættelser og Heksameterdigte - Linjer gennem den danske litteraturs historie Odense 1974 p.231 - en gennemgang hvori der karakteristisk nok ikke er én henvisning til Petrarca. [xxx] Digtet Spejlet fra Evig Ild 1944.
|
|